Momhøje Naturcenter
Afstand: 11.69 Km
Momhøje Naturcenter er på 80 hektar, svarende til 120 fodboldbaner. En del af arealet er tidligere brunkulsleje, hvilket har skabt det spændende og varierede terræn.
Da Danmark løb ind i en alvorlig energikrise under 2. verdenskrig, blev brunkul kaldt "det brune guld", og de store brunkulslejer øst for Videbæk fik meget stor økonomisk betydning for hele området.
At grave brunkul var et slidsomt og beskidt arbejde, men for de hårdføre var der gode penge at hente. Her boede mange ungkarle, som drømte om at tjene penge nok til at kunne købe et husmandssted, men også familier med børn boede her.
På Momhøje Naturcenter kan man finde information om det store brunkuls-klondyke, som voksede op omkring brunkulslejet.
Da kullene ofte lå begravet dybt i undergrunden, tilføjede man landskabet nogle voldsomme "ar", som man siden har forstået at udnytte positivt. På Momhøje Naturcenter er det meget varierede og kuperede terræn særdeles attraktivt for mountainbikeryttere.
Her er også gode vandrestier, hvoraf nogle er handicapvenlige. Langs ruterne ses nåleskov og løvskov, græssletter og søer og ubevoksede sandflader, som vidner om den brunkulsgravning, der har været i området.
Opdateret af: VisitVesterhavet | turist@visitvesterhavet.dk